|
|
VEDARELIGIONEN
Vedisk periode: 1200 - 500 f.v.t.
Klassifikation: sruti - det hørte, dvs. det åbenbarede
smriti - det, man mindes
smarta - det, der tilhører smriti.
a) De fire Samhita (samlinger): Rigveda, Samaveda, Yajurveda, Atharvaveda.
Rigveda: Viden på vers. Råberpræsten fremsiger gudehymnerne (rig) som
indbydelse til guderne om at nyde offeret.
Samaveda: Viden om sangene. Sangerpræstens højtidelige sange (sama) ledsager
tilberedelse og frembærelse af ofret.
Yajurveda: Viden om offerformler. Offerpræsten fremmumler offerformlerne
(yajus),
mens han udfører selve ofringen.
Atharvaveda: Atharvans viden. Overpræsten overvåger hele forløbet og kan gribe
ind v.hj.a. afværgeformularer (atharvan, hvis der opstår fejl. (Ikke så høj status
som de 3 øvrige.)
b) Brahmanaerne
Teologiske afhandlinger, der forklarer og fortolker offerhandlingerne. Bestemte
brahmanaer til bestemte vedaer. Prosatekster, der knytter sig til og udlægger de fire
vediske hymnesamlinger.
c) Aranyakaerne
("skovbøger"). Deres indhold måtte ikke blive kendt og derfor drøftedes
ude i skoven. Man bør se dem som en fortsættelse af Brahmanaernes udlægninger og som
forløbere for Upanishad.
d) Upanishaderne
("sidde nær"). Hentyder til disciplen, der sidder nært ind mod læreren,
der indvier ham i sine dybeste tanker, der ikke tåler at blive offentliggjort. Bestemte
Upanishader knytter sig til bestemte vedaer.
Upanishadelitteraturen er omfangsrig, over 200 Upanishader, men traditionelt tales der om
108 Upanishader, hvoraf 14 anses for særligt betydningsfulde: Brihadaranyaka, Chandogya,
Aitareya, Kaushitaki, Taittitiya, Kena, Isa, Katha, Mundaka, Prasna, Svetasvarata; Maitri,
Mandukya, Mahanarayana. De to første er de ældste, måske fra 700-600 f.v.t. De tre
sidste er de yngste, måske fra op mod år 0 i v.t.
De ældre upanishader hører til bestemte vedaer; de yngre opfattes i grupper:
yoga-upanishader, samnyaya-upanishader (dvs. asketernes upanishader), siva-upanishader,
mv.
e) Sutra-litteraturen
To dele:
srauta-sutraer: Srauta = "hørende til det hørte". Kaldes også
"højtidelige riter", som regeloffentlige riter. Manualer til præsternes
ofringer.
grihya-sutraer: Grihya = "hus". Omhandler riter, der udføres af
husfaderen under ledelse af purohita. Sammen med en anden gruppe kaldet Dharmasutra
hører Grihyasutra til ritasutra, det, man mindes, den kommenterede tradition, men
de knytter sig eksplicit til de vediske traditioner.
Ritens udformning: 3 offerbål i en srautarite, ikke i en grihyarite.
Sutraer: Brahmasutra (300-tallet, vedanta); Yogasutra (af Patanjali, ca. 400, yoga).
|
HINDUISMEN
a) Hele den vediske litteratur
b) Over 200 postvediske upanishader
der derfor ikke knytter sig til bestemte vedaer.
c) Dharmasastraværkerne,
en fortsættelse af Dharmasutra. (dharma=læren om verdensordenen)
Manus Lovbog (Manava Dharmasatra) heri findes en berømt lære om kaster.
Yajnavalkyasmriti
d) De to store heltedigte
- færdigredigeret i 100-tallet f.v.t.
Mahabharata (heri digtet Bhagavadgita)
- om Krishna og Arjuna
Ramayana
- om Rama og Sita
e) Puranaerne, Agamaer og Tantra
Purana "den ældre". Periode 400-1500. Omhandler mange ting.
Fælles basis: historieskrivningen.
Ofte sekteriske: f.eks. Vishnupurana og Lingapurana (shivaitisk).
Skrifter beregnet til dannelse og lærdom. Agama, "traditionen", ligner puranaerne i indhold.
Brahmana bruger dem som liturgiske håndbøger.
Fælles tematisk opbygning: vidya - yoga - kriya - carya.
Dvs. religiøs kundskab, koncentration, rituel virksomhed og moralsk opførsel.
Tantra udtrykker tantrisme/shaktisme. Blev mest til i 400-tallet.
F.eks. Guhyasamaja-tantra og Kularnava-tantra.
Opbygget efter samme firedelte skema som agama. |
|
