Hinduismens tekster

 

 
VEDARELIGIONEN

Vedisk periode: 1200 - 500 f.v.t.
Klassifikation: sruti - det hørte, dvs. det åbenbarede
                     smriti - det, man mindes
                     smarta - det, der tilhører smriti.

a) De fire Samhita (samlinger): Rigveda, Samaveda, Yajurveda, Atharvaveda.

Rigveda: Viden på vers. Råberpræsten fremsiger gudehymnerne (rig) som indbydelse til guderne om at nyde offeret.
Samaveda: Viden om sangene. Sangerpræstens højtidelige sange (sama) ledsager tilberedelse og frembærelse af ofret.
Yajurveda: Viden om offerformler. Offerpræsten fremmumler offerformlerne (yajus), mens han udfører selve ofringen.
Atharvaveda: Atharvans viden. Overpræsten overvåger hele forløbet og kan gribe ind v.hj.a. afværgeformularer (atharvan, hvis der opstår fejl. (Ikke så høj status som de 3 øvrige.)

b) Brahmanaerne

Teologiske afhandlinger, der forklarer og fortolker offerhandlingerne. Bestemte brahmanaer til bestemte vedaer. Prosatekster, der knytter sig til og udlægger de fire vediske hymnesamlinger.

c) Aranyakaerne

("skovbøger"). Deres indhold måtte ikke blive kendt og derfor drøftedes ude i skoven. Man bør se dem som en fortsættelse af Brahmanaernes udlægninger og som forløbere for Upanishad.

d) Upanishaderne

("sidde nær"). Hentyder til disciplen, der sidder nært ind mod læreren, der indvier ham i sine dybeste tanker, der ikke tåler at blive offentliggjort. Bestemte Upanishader knytter sig til bestemte vedaer.
Upanishadelitteraturen er omfangsrig, over 200 Upanishader, men traditionelt tales der om 108 Upanishader, hvoraf 14 anses for særligt betydningsfulde: Brihadaranyaka, Chandogya, Aitareya, Kaushitaki, Taittitiya, Kena, Isa, Katha, Mundaka, Prasna, Svetasvarata; Maitri, Mandukya, Mahanarayana. De to første er de ældste, måske fra 700-600 f.v.t. De tre sidste er de yngste, måske fra op mod år 0 i v.t.
De ældre upanishader hører til bestemte vedaer; de yngre opfattes i grupper: yoga-upanishader, samnyaya-upanishader (dvs. asketernes upanishader), siva-upanishader, mv.

e) Sutra-litteraturen

To dele:
srauta-sutraer: Srauta = "hørende til det hørte". Kaldes også "højtidelige riter", som regeloffentlige riter. Manualer til præsternes ofringer.
grihya-sutraer: Grihya = "hus". Omhandler riter, der udføres af husfaderen under ledelse af purohita. Sammen med en anden gruppe kaldet Dharmasutra hører Grihyasutra til ritasutra, det, man mindes, den kommenterede tradition, men de knytter sig eksplicit til de vediske traditioner.
Ritens udformning: 3 offerbål i en srautarite, ikke i en grihyarite.
Sutraer: Brahmasutra (300-tallet, vedanta); Yogasutra (af Patanjali, ca. 400, yoga).

HINDUISMEN

a) Hele den vediske litteratur

b) Over 200 postvediske upanishader

der derfor ikke knytter sig til bestemte vedaer.

c) Dharmasastraværkerne,

en fortsættelse af Dharmasutra. (dharma=læren om verdensordenen)
Manus Lovbog (Manava Dharmasatra) heri findes en berømt lære om kaster.
Yajnavalkyasmriti

d) De to store heltedigte
- færdigredigeret i 100-tallet f.v.t.

Mahabharata (heri digtet Bhagavadgita)
- om Krishna og Arjuna
Ramayana
- om Rama og Sita

e) Puranaerne, Agamaer og Tantra

Purana "den ældre". Periode 400-1500. Omhandler mange ting.
Fælles basis: historieskrivningen.
Ofte sekteriske: f.eks. Vishnupurana og Lingapurana (shivaitisk).
Skrifter beregnet til dannelse og lærdom.

Agama, "traditionen", ligner puranaerne i indhold.
Brahmana bruger dem som liturgiske håndbøger.
Fælles tematisk opbygning: vidya - yoga - kriya - carya.
Dvs. religiøs kundskab, koncentration, rituel virksomhed og moralsk opførsel.

Tantra udtrykker tantrisme/shaktisme. Blev mest til i 400-tallet.
F.eks. Guhyasamaja-tantra og Kularnava-tantra.
Opbygget efter samme firedelte skema som agama.

 

Irene Larsen   Hinduisme