Vedareligion og hinduisme

OVERSIGT

Der er mange måder at gruppere materialet på.
Hovedsagelig er der to perioder: Vedareligion og hinduisme.
Nogle sætter en særlig periode, der hedder brahmanisme.
Andre sætter hinduismen til at begynde i o.700, fordi de regner upanishaderne til hinduisme og ikke vedareligion.
De forskellige bøger har forskellige holdninger. Det må I leve med.
Nedenfor følger nogle stikord om perioderne.

VEDARELIGIONEN

Vedaerne er nedskrevet 1200 - 900 f.v.t.

Kultens formål: At sikre folkets velstand og trivsel, markernes og kvægets frugtbarhed, sov.

Religionen er et kollektivt anliggende, som skal sikre, at naturen og det menneskelige samfund fungerer. Præsterne fik stor magt, fordi alt afhang af, om de udførte riterne korrekt.

OVERGANG MELLEM VEDA OG UPANISHAD (evt. kaldet brahmanisme)

Brahmana udstråler stor tillid til, at riten, der beherskes af mennesket, kan overvinde døden. Men der er også tvivl. Denne tvivl sejrede til sidst. I Upanishad forkastes selve offeret.

I Brahmana er atman fortsat tænkt som den livskraft i individet, der skal forlænges / foreviges gennem en rite ledet af en Brahmana. (Det kunne betegnes som karman.) Upanishad spiritualiserer atmanbegrebet.

UPANISHADERNE

O. 700 f.v.t. - opbrud i indisk religiøs tænkning, som markerer afslutningen på vedatiden.

I Upanishad forkastes selve offeret; offerets ydre handlinger nedvurderes. Ny religiøs specialist: asketen, der sætter spørgsmålstegn ved offeret og samfundet. Udødeligheden findes et andet sted.I Upanishad forsøger forfatterne at løfte atmanbegrebet ud af dets fysiologiske basis for helt at spiritualisere det. Man indfører forestillingen om genfødsel. Karman bliver hermed negativt forstået som det, der forlænger livet i form af genfødsel. Dualismen fandtes ikke udviklet i Brahmana; men gør det i Upanishad.

Grundholdningen er nu ændret fra almindelig livsglæde og optimisme til et pessimistisk livssyn, og interessen har flyttet sig fra samfundets almindelig trivsel til dybt filosofiske overvejelser over tilværelsens natur og det enkelte menneskes skæbne. Her møder vi for første gang tanken om genfødsel, reinkarnation. Samt tanken om, at menneskets sjæl er identisk med verdenssjælen. Individualisme.

HINDUISMENS BEGYNDELSE

Hinduisme: en samlebetegnelse for mange former for indisk religion.

("Fiktionen om hinduismen som en indisk enhedsreligion spiller en stor rolle i nutidige politiske former for hinduisme." Schalk, s.363)

Fælles: tanken om, at en guddommelig virkelighed gennemtrænger alt, troen på genfødsel og overholdelsen af kastesystemet. Troen på samsara, karma, dharma og moksha.

Hovedpunkter

1. Guder fra den vediske tid får deres funktioner omfortolket og nogle skubbes til side til fordel for to dominerende guder, Vishnu og Siva (fra 200 f.v.t.). Avatar-læren dannes.

2. I forbindelse med en ikke-vedisk billede- og tempelkult og sektdannelse udformes bhakti-religiøsiteten. Bhakti lægges til to allerede eksisterende frelsesveje, handlingens og erkendelsens vej. Sektdannelsen modvirkes af en gruppe fromme, der bevidst knyttes til det, der forener alle, smarta, men på eklektisk vis. Smarta får nu en bibetydning af "ikke-sekterisk".

(Smarta betød oprindeligt "det, der tilhører smriti", som er kommentarer til sruti.)

Vedaernes kult var uden billeder, uden templer med blodige ofre.

Hinduismen har billeder, templer og ublodige ofre, dvs. planter, frugt, olie, smør o.lign.

3. I det sociale system fastslås nu endegyldigt (med afhandlingerne om dharma) læren om kasterne og livets stadier.

Allerede i vedisk tid var der spænding mellem to forskellige livsidealer. Det ene var at være aktiv og høste fordele i livet. Det andet var at forlade verden, at ikke-handle og dermed nå befrielsen. Det har man løst ved læren om, at en menneske har fire stadier i livet. Og fire mål i livet.

4. Episke traditioner dannes, først og fremmest repræsenteret af Mahabharata og Ramayana samt en begyndende samling af Puranaer, især Harivamsa. Selv om disse værker hylder en bestemt gud, Vishnu, betragtes de dog som smarta, dvs. ikke-sekterisk.

Anvendt litteratur

• Peter Schalk: Hinduisme. i: Gyldendals religionshistorie. Gyldendal 1994. (s.380-391)
• Allan Poulsen: Hinduisme. i: Mennesket og magterne. Gyldendal 1991. (s.139-140)