Gud i GT

Der gives ingen samlet lære om Gud, men en lang række enkeltudsagn. (GBL, art. "Gud")
Der tales kun om Jahve i og med hans interaktion men mennesker og andre jordiske væsener. En beskrivelse af Jahve er derfor en beskrivelse af hans fremtrædelser og funktioner. … Jahve har forskellige skikkelser i forskellige tekster, og disse forskelle skyldes de forskellige, ikke mindst sociale, konktester, hvori Jahve optræder. (Jensen, s.27)

Det antropomorfe

Gud skildres som regel som person, men der er også billeder hentet fra den ikke-personlige verden. Der kan bruges en række forskellige billeder, fordi man er bevidst om, at det er billedsprog og ikke definitioner. Gud er heller ikke et abstrakt begreb, en kraft eller en første årsag. (GBL, art. "Gud")

Billedforbudet (2 Mos 20, 4-6) fortæller, at Gud er uforlignelig og kan ikke begrænses til noget menneskeskabt. Dette forbud angår ikke billeder generelt; det drejer sig om kultiske gudebilleder. (GBL, art. "Gud" og Jensen, s. 38)

Det transcendente

Gud er netop en gud og ikke et menneske. Gud har skabt verden, men er ikke af verden. Derfor kan menneske og guddom ikke mødes på lige fod. (Jensen, s.28)

Jahve er suveræn, enerådende og utilnærmelig for mennesker. Eksempel: Jahve i den brændende tornebusk (2 Mos 3,6). (Jensen, s.34)

Monolatri og monoteisme

GT er ikke er teori eller filosofi om Gud, men "implicit teologi", dvs. at Gud altid optræder i specifikke kontekster. Intet sted i GT siges det, at der kun findes en Gud, Men det siges, at "israelitterne kun skal dyrke en gud, nemlig Jahve. Om der findes andre guder, er følgelig irrelevant; dels er de ikke Israels gud, dels er de magtesløse og derfor uden interesse." "Argumentet for, at Israel skal elske guddommen Jahve, er altså ikke, at der ikke er andre guder at elske, men at det netop er Jahve, der på sin side elsker Israel og har gjort alt godt for det." Man kunne kalde det "praktisk monolatri". (Jensen, s.29-31)

Almagt

Der er "ingen lære om "Guds almagt" i GT: Tværtimod er det hele forudsætningen for den gammeltestamentlige religion, at Jahve netop ikke er almægtig. Han kan råde, vejlede og beordre sine dyrkere til at handle, som han ønsker det; men han kan ikke tvinge dem til det." (Jensen, s.33)

"Jahves kosmosbeherskelse er ikke det samme som senere teologiers guddommelige "almagt", endsige "alvidenhed", "prædestination", osv. I salmens kosmosscenarie er vandene en magt i sig selv, en magt der i princippet står Jahve og den beboede verden imod, men som er undertvunget og derfor ikke længere udgør en trussel. Og de liv, der udfolder sig på den grundfæstede jord, lever inden for rammer, der er sat af Jahve; men det har en selvstændighed og frihed, der indeholder muligheden for også at handle imod Jahves vilje." (Jensen, s. 100)

Teofani (= Guds tilsynekomst)

Jahve åbenbarer sig (viser sig) i forskellige skikkelser, f.eks. som krigeren eller son naturens herre. Han kan komme til syne "omgivet af stormskyer, lyn og torden, der får jorden til at ryste". Han kan kommer for at redde folket ud af en situation, men kan også "være indledningen til Jahves straffende indgriben". (Jensen, s.38-39)

Litteratur

• Gads Bibelleksikon (GBL). 2. udg. Gads forlag 1998 - artiklerne "Gud" og "teofani"
• Jensen, Hans Jørgen Lundager: Gammeltestamentlig religion, en indføring. Forlaget Anis 1998.
• Friis, Helmut: Og Gud sagde. Forlaget Anis 1992. s.9-14. Han kalder GT "forrevet helligtekst".