Hellenisme

Sidetal henviser til:
Den nytestamentlige tids historie. Red.: Sigfred Pedersen. Aarhus Universitetsforlag 1994.

I. Oversigt

Man plejer at betegne den periode, som kristendommen opstår i, hellenisme. Det er omdiskuteret på flere måder. Kan man overhovedet bruge den betegnelse om perioden? Hvad dækker begrebet? Hvilken historisk periode omfatter det? I hvor høj grad er det nødvendigt at vide noget om hellenisme for at forstå kristendommen, eller er kristendommen en hellenistisk religion? Mange forskere har givet deres bud, og de er bestemt ikke enige.

I Danmark har der siden 90'erne været fornyet interesse for begrebet. Og så vidt jeg kan se mener de fleste, at hellenismen bør studeres grundigt og omfattende, ikke mindst for at forstå kristendommens opståen og udbredelse.

Begrebet 'hellenisme'

• dels en tidsepoke: ca. 300 f.Kr. - 300 e.Kr.
• dels et geografisk område: Middelhavsområdet og Mellemøsten
• dels et indhold: sammensmeltning af græsk og orientalsk (herunder jødisk) kultur(s.20-21)

Historie

Perserriget (o.550-o.350 f.Kr.) var den altdominerende magt i Mellemøsten.
Magtkampe med Grækenland, senere Makedonien.
Aleksander blev konge i Makedonien i 336. I løbet af 10 år erobrede han hele Perserriget.
Han døde i 323. (s.26 ff.)

Tre vigtigste hellenistiske kongeriger

• Makedonien - Thrakien
• Lilleasien - Syrien - Persien
• Egypten

Palæstina ligger i magtområdet mellem Syrien og Egypten.
Det er fra 312 f.Kr. under Egypten, fra omkring 200 under Syrien, fra 63 f. Kr. under Rom.

Kultur- og samfundsliv

Perioden er kendetegnet ved fællessprog, god infrastruktur, fælles valuta, stor handel,kulturudveksling, en vældig mobilitet (mange folk flytter og/eller rejser rundt), byudvikling (hvilket medfører håndværk, industri, kunst, videnskab), udvikling af landbrug, osv. Centrale begreber er her urbanisering og individualisering.
Men også kendetegnet ved, at den enkelte bystat ikke længere er fri, men en del af imperiet.
Spørgsmålet er: Fandtes der en hellenistisk-romersk enhedskultur?(s.54-57)

Hellenistisk-romerske verden - oversigt over bogen

A. Generelt

• geografi, historie, politik, samfundsliv - kap. 1
• videnskab, litteratur, filosofi - kap. 2
• religion - kap. 3

B. Jøderne i den hellenistisk-romerske verden

• geografi, historie, politik, samfundsliv - kap. 4
• litteratur - kap. 5
• tempel og synagoge - kap. 6
• religiøse retninger - kap. 7

C. De kristne i den hellenistisk-romerske verden

• urkristendommen - kap. 8

II. Det historiske forlØb

I tiden før Alexander den Store er det Perserriget, der er den altdominerende magt i Mellemøsten. Dets magt strækker sig fra o. 550 f.Kr. og ca. 200 år frem. (Det er persernes kong Kyros, der i 539 tillader jøderne at vende hjem fra det babyloniske eksil og påbegynde genopbygningen af templet.)

Perserne fører en række krige mod Grækenland (492-479), men formår dog ikke at erobre landet. 400-tallet er græsk storhedstid under ledelse af Athen, dog præget af konflikter med Sparta, til hvem man lider nederlag i 401. 300-tallets konkurrencesituation mellem Athen og Sparta levner plads for en ny magt: Makedonien.

I 336 bliver Alexander den Store konge af Makedonien. Han er en sjældent velbegavet hærfører og i løbet af 10 år lykkes det ham at erobre hele det persiske rige. Hans politik var ikke blot at undertvinge de overvundne med magt, men inddrage dem i administration m.v., dvs. mere en slags alliancer end blot rå magt. En historiker fra 2. årh. e.Kr. beretter, at Alexander selv og 10.000 af hans fornemste græske og makedonske officerer giftede sig med lige så mange fornemme persiske kvinder (s.28).

Alexander dør (desværre?) i 323, og hans generaler er ikke lige så kloge. Der udbryder magtkampe mellem dem og i 301 er de tre vigtigste hellenistiske storriger: Makedonien-Thrakien, Lilleasien-Syrien-Persien (under ledelse af Seleukos I Nikator) og Egypten (under ledelse af Ptolemaios I Soter). Både Syrien og Egypten gør krav på Palæstina og Libanon. Egypten går i første omgang af med sejren i 312 (en relativt fredelig tid for Palæstina), men i 200 eller 198 overgår Palæstina til syrisk herredømme (en tid fyldt med borgerkrig og ufred). Dette overherredømme varer lige til den romerske besættelse i 63 f.Kr. (Dog er der en tid med relativ selvstændighed fra 143 f.Kr.)

Rom er fra 550 - ca. 510 under etruskisk herredmme. Men er derefter republik og en særdeles krigerisk en. I de følgende århundreder føres en række krige, først mod Makedonien og dernæst mod seleukideriget (Syrien, m.m.). I 188 sluttes fred med seleukiderne, der er afgørende svækkede og må betale en enorm krigsbod (en af grundene til, at de beskattede Palæstina så hårdt). De af Rom undertvungne områder etableres som romerske provinder, og i 63 oprettes provinsen Syria, hvoraf Palæstina er en del. Bortset fra alle de ydre krige præges Rom også af indre stridigheder og borgerkrige. Med Octavian (31 f.Kr. - 14 e.Kr.) bliver der endelig fred i Rom. Han kaldes kejser Augustus, og det er under ham, kejserkulten etableres for alvor. Men Romerrigets ekspansion fortsætter, og den største udstrækning har Romerriget ved kejser Trajans død i 117. Området bibeholdes til op mod år 200 e.Kr.

Forholdet til Palæstina præges af de gentagne jødiske oprør. Det første finder sted i 66-70 e.Kr., hvorefter området mister sin relative selvstændighed og omdannes til den romerske provins: Judaea.