Kristologiens udvikling i kristendommens første århundreder

Der er to faser:

1) 2. & 3. årh. med kulmination i den arianske strid og koncilet i 325 (Nikæa) (og evt. 381 (Konstinopel))

2) 5. årh. med kulmination i 451 (Kalkedon) (to-naturlæren) (se tekst 43 hos Grane)

Doketisme - Kristi menneskelighed afvises (2.årh)

Af dokein (græsk verbum) - "ikke sådan som nogle vantro siger, at han led tilsyneladende" Ignatius, 2. årh. (Hägglund, s.6 og s.22).
Kristus tog blot bolig i et menneske, som han havde forladt inden korsfæstelsen; korsdøden har derfor ingen frelsende betydning. Kødets opstandelse benægtes. Kun menneskets sande åndelige jeg kan frelses. Foragt for den timelige verden.
Tid: 64-140.

Arianisme - Kristi guddommelighed afvises (4.årh)

Arius, 4. årh. Kristus tilhører skabelsen. Er et mellemvæsen mellem Gud og menneske. (Hägglund, s. 56) 
(Unitarisme henter inspiration her. (Aagaard, s. 117))

Monarkianisme

Reaktion mod apologeternes logoskristologi (Grane s. 79)

a) adoptianisme / dynamisk monarkianisme - Kristi guddommelighed afvises (2. årh., sidste del) . En bestræbelse på at beskytte og opretholde Guds monarki. Kristus fik kraft fra Gud, blev adopteret. (Grane, s. 79-80)

b) modalisme (en anden form for monarkianisme) (ca. 215)
Faderen og Sønnen er to forskellige modi for Gud. Gud kan nok være både Faderen og Sønnen, men ikke på samme tid. (Grane, s.80)

325 - Koncilet i Nikæa - skulle løse den arianske strid 

Nestorianisme - Kristi guddommelighed nedtones (5.årh)

Nestor, 5. årh. Antiokia. De to naturer holdes ude fra hinanden for ikke at forulempe den guddommelige side. Fare: personens enhed ophæves. Der er en kløft mellem menneskeligt og guddommeligt. Dvs. ikke en egentlig enhed. De anklagedes for at fornægte Kristi guddommelighed. (Hägglund, s. 75 og s. 77)

Monofysitisme - Kristi menneskelighed nedtones (5. årh)

Af græsk: "monos fysis". Alexandria. Lader Kristi guddommelighed dominere. Fare: menneskelighed, dvs. inkarnationen mister betydning. Kristus udgør efter inkarnationen en natur. (Hägglund, s. 79)

Opsummering 

Kristus er mest et menneske: arianisme, adoptianisme, nestorianisme.

Kristus er mest guddommelig: doketisme, monofysitisme, (og gnosticisme).

Litteratur

Leif Grane: Kirken i historien. De første otte århundreder. Gyldendal 1973.

Bent Hägglund: Teologins historia. En dogmhistorisk översikt. LiberLäromedel Lund 1981.

Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie. Grundtræk af Vestens kirkehistorie fra begyndelsen til nutiden. Anis 1997. (s. 65-68)

Johannes Aagaard (red.): Håndbog i Verdens religioner. Politikens forlag 1982.