Lukas-evangeliet

Lidt politisk forhistorie

Som vi tidligere har hørt var det snarere reglen end undtagelsen, at Palæstina er under fremmed overherredømme. Vi husker, at det var under den persiske kong Kyros' herredømme, at det blev tilladt de eksilerede jøder at vende hjem og genopbygge templet.

I 333 f.Kr. erobrede den græske hærfører Alexander den Store Persien, og Palæstina kom derved under græsk herredømme. Alexander den Stores rige faldt sammen ved hans død allerede i 323 f.Kr., men grænserne var blevet åbnet og hele området (se et historisk atlas) blev genstand for stærk græsk påvirkning. Det plejer man at kalde "den hellenistiske kultur". (Se evt. art. "hellenisme" i et bibelleksikon). Fra 300 - 200 var Palæstina underlagt ptolemæerne (en slægtsbetegnelse, altså herskerne) i Ægypten. Ptolemæerne indsatte ikke guvernører i landet, men ypperstepræsten fik status som jødernes repræsentant. Tiden under perserne og ptolemæerne (dvs. ca. 500-200) var ret fredelig for folkene i Palæstina.

Men o. 200 f.Kr. erobredes Palæstina af seleukiderne (ligeledes en slægtsbetegnelse for lederne) i Syrien. Syrien truedes fra o. 190 af romerne og opkrævede store skatter hos jøderne. Af mange grunde kom det næsten til borgerkrigsagtige tilstande i landet o. 170 f.Kr.

Et jødisk oprørsparti (makkabæerne) tog magten og landet var faktisk selvstændigt (kaldet det hasmonæiske kongedømme) fra 143-63 f.Kr., hvor romerne så tog magten i landet. (Man kan bl.a. læse om makkabæerne i de apokryfe skrifter: 1. og 2. Makkabæerbog.)

PalÆstina på Jesu tid

Palæstina er altså besat af romerne, og det spiller en meget stor rolle. Dels materielt med opkrævning af skatter, nye byggerier og tilstedeværelsen af romerske tropper, dels kulturelt, hvor man var under stærk påvirkning af den hellenistiske kultur.

Jesus og hans disciple er jøder. Man plejer at kalde Jesus og hans disciple for Jesus-bevægelsen og gruppen, der holdt sammen efter hans død og opstandelse for de kristne.

De toneangivende i jødedommen er:
saddukæerne - konservative, sættes i forbindelse med templet
farisæerne - liberale, sættes i forbindelse med synagogerne.
("Konservativ" og "liberal" skal tages med forbehold. Jeg sætter det i forbindelse med deres forhold til Moseloven). Efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr., hvor også templet ødelægges, forsvinder saddukæerne (måske ikke helt) og det bliver farisæerne, senere kaldet rabbinere, der fører jødedommen videre. Templet afløses altså af synagogerne.

Det nye Testamente

Det nye Testamente er forkyndelse, det er religiøs litteratur, heltehistorie. Helten er Jesus, der er Guds søn. Han kaldes Messias/Kristus og begrebet præciseres af to "nye" facetter, nemlig "Menneskesønnen" og "Herrens lidende tjener". (Begreberne kan slås efter i et bibelleksikon). Han led for menneskenes synder, døde og genopstod - og det er det, der skal forkyndes i Det nye Testamente.
Evangelierne beskæftiger sig derudover med, hvad han sagde og gjorde i levende live; det er uinteressant for Paulus.

Man kan dele evangeliernes stof op på følgende måde
a) beretninger om fødsel og barndom
b) hvad Jesus sagde (om Guds Rige, om Loven)
c) hvad Jesus gjorde (undere)
d) beretninger om hans lidelse, død og opstandelse (også kaldet passionshistorien)

Hvad sagde Jesus?

Det centrale i Jesu forkyndelse er Gudsrigets snarlige komme.
Jesus taler ofte i lignelser, men kommer også med lange belæringer, fx den såkaldte "sletteprædiken" i Luk 6,17-49. (Parallel: Bjergprædikenen i Matt 5-7). Desuden træffes han ofte i diskussion med bl.a. farisæerne.

Guds Rige

Lignelserne skal ses i lyset af Jesu forkyndelse af Guds Rige; de handler (for det meste) om forholdene i Gudsriget. Der tales om det på forskellig vis, nogle steder siger Jesus, at det allerede er kommet (Luk 17,20-21), andre steder taler han om det som en fremtidig størrelse (Luk 21,5-28). Det har fået forskerne til at sammenfatte det i følgende "slogan": allerede og endnu ikke. Forestillingen er den, at Gudsriget allerede har taget sin begyndelse med Jesu komme og at det meget snart vil blive fuldbyrdet ved hans genkomst, Luk 21,29-33. (Se dog Tjalves afsnit om eskatologien hos Lukas; Tjalve, s.24-30).
Hvad er Guds rige da? Det er paradis; det er der, hvor Guds vilje sker.

Loven - og jøderne

For jøderne var loven, dvs. Moseloven, grundlaget for deres livsførelse. Overholdelse af den var deres del af den pagt, Gud havde indgået med jøderne, Guds udvalgte folk.

Farisæerne var en gruppe mennesker, der havde sat sig for at udbrede den ideelle religiøse livsførelse til alle mennesker. Man kunne ikke blot forlade sig på saddukæernes tempeltjeneste, man måtte selv leve et liv i overensstemmelse med Guds love.

I Det Nye Testamente er farisæerne Jesu foretrukne diskussionspartnere. De fremstilles som hyklere og selvretfærdige, følelseskolde mennesker. Det er ganske givet ikke i overensstemmelse med "sandheden". Lukas har en klar interesse i at sværte jøderne til, og det gør han dels gennem disse samtaler mellem Jesus og bl.a. farisæerne, dels ved at give jøderne skylden for Jesu død, hvorimod han frikender romerne.

Hvilken interesse har Lukas (og de andre evangelieforfattere) i at gøre jøderne og ikke romerne til fjenden?
a) Gud har ikke svigtet jøderne ved at evangeliet bringes ud til andre end det udvalgte folk. Jøderne har lukket sig selv ude.
b) Romerne ser med skepsis på en missionerende kirke. Der var grund til over for romerne at understrege, at den nye religion var ufarlig. Man vil vise loyalitet over for Rom.
c) Jøderne forfølger de kristne. Jøderne er altså fjender, men ikke magthavere. (På evangelisternes tid er der fjendskab mellem jøderne og de kristne.)
d) Efter den jødiske opstand (66-70) er der endnu mere grund til at lægge luft til jøderne. Man vil vise romerne, at man ikke har noget at gøre med opstanden.

Hvordan skal man vurdere forholdet mellem Jesus og farisæerne?

Det er jo rigtigt, at farisæerne ser sig selv som noget særligt og foragtede toldere og ludere, derfor er det naturligvis en anstødssten, at Jesus omgås netop dem. At Jesus bryder sabbatten ville ligeledes være en torn i øjet på dem; han bryder jo Guds hellige lov, og manden med den visne hånd kunne jo godt vente til næste dag. Hvis Jesus virkelig har sagt "dine synder er dig tilgivet", vil de også føle sig stødt, for kun Gud kan tilgive synder. På den anden side synes Jesus og farisæerne at være enige om en mængde ting. Også Jesus vil overholde loven (det ville være utænkeligt for en jøde at smide hele Moseloven ud), men han vil nok fortolke den anderledes. Farisæerne og Jesus er enige om, at det dobbelte kærlighedsbud er det største i loven. Hans forkyndelse af Gudsriget anfægtes ikke af farisæerne. For det venlige forhold taler også det faktum, at Jesus af og til spiser middag i en farisæers hus.

Konklusion: Måske var de ikke så store fjender som evangelierne vil have os til at tro. Enige har de vel på den anden side ikke været. NB.: Dette er mine (ikke helt alene) overvejelser. Tag selv stilling!

Hvad gjorde Jesus?

Ud over fx at bryde sabbatten, hvilket jeg vil henregne til hans forkyndelse, udfører han undere, fx natur-undere (Jesus stiller stormen på søen, Luk. 8,22-25) og helbredelser (fx Luk 4,31-41). Hvorfor udfører Jesus disse undere? Det er IKKE for at vise, at han er Messias, for det ser vi først med opstandelsen. Men det er en naturlig del af kærligheden at han helbreder dem, han møder på sin vej. Selvfølgelig vil de kristne fortælle om Kristus, at han udførte undere. Men udførte Jesus faktisk undere? Tja!

En almindelig fejl (efter min (og andres) opfattelse) er at forklare Jesu undere rationalistisk. Den rationalistiske tolkning siger, at der er en historisk kerne i underberetningerne, der kan forklares rationelt (= fornuftigt). Resten er de troende disciples og den troende menigheds fantasifulde tilføjelser. Fx. siger man, at når Jesus stiller stormen på søen, skete der i virkeligheden det, at vinden pludselig faldt. Jeg vil snarere gå ind for en symbolsk tolkning. Den ville sige, at fortællingen er et udtryk for, at Jesus Kristus er herre over verden og dermed også over naturlovene. En fortælling om hans storhed og almagt. Man koncentrerer sig altså om tekstens budskab. Man kan naturligvis også anlægge en ortodoks tolkning, som siger, at Jesus rent faktisk fik stormen til at lægge sig.

Et særligt træk i en del helbredelseshistorier er, at Jesus for at helbrede siger: "Dine synder er dig forladt" (Fx Luk 5,17-26). Mener man da, at sygdom er en direkte følge af synd? Nej, men der er en eller anden form for sammenhæng, se art. "sygdom" i GB.

Jesu dØd og opstandelse

Her spidses det hele til. Passionshistorien en evangeliets egentlige ærinde. (Passion = lidelse). Man har kaldt de synoptiske evangelier for "Passionshistorier med indledning". Her er det, der gør Jesus til Kristus.

Jesus lider og dør som menneske. For at kunne frelse menneskene, må han være helt menneske og det, der karakteriserer et menneske er, at det skal dø. Jesus lider ligesom mennesker, han dør ligesom mennesker, men så griber Gud ind og udfrier ham af døden for gennem Jesus at give menneskene adgang til også en gang at opstå fra de døde.

Det er det, der forkyndes i den kristne gudstjeneste, og det finder sit "fortættede" udtryk i nadveren. Nadveren er
a) en gentagelse af det ritual som Jesus selv indstiftede sammen med sine disciple (Luk 22,7-23) (Et ritual, der er udført første gang i urtiden. Urtiden her forstået som den tid, hvor religionen grundlægges).
b) der, hvor Jesus giver sig selv for menneskene og hvor de bliver en del af ham, de kommer til at dele skæbne med ham, også de skal dø og opstå.
c) det, der viser mennesket, at hans eller hendes vore synder er forladt.
Der kan sættes mange flere ord på, men det kan I selv læse om.

Huskesætning

Jesus selv forkynder Guds Rige.

De kristne forkynder Jesus som Kristus.

Anvendt litteratur

Benedikt Otzen: Den antike jødedom. Politisk udvikling og religiøse strømninger fra Aleksander den Store til Kejser Hadrian. Gad 1984.

RELIGION - en grundbog i livsanskuelser. Gyldendal. Afsnit om kristendommen.

Johnny Thiedecke: Ordet og Jorden. Kristendommen forkyndt og fortolket. Pantheon 1990.

Lars Tjalve: Lukasevangeliet fortolket. Det danske Bibelselskab 1986.