Afmytologisering

Indhold

• Den mytologiske tolkning
• Den afmytologiserede tolkning
• Eksempler på afmytologisering

Det nye Testamentes tekster beretter myten om, hvordan Gud inkarnerer sig i Jesus, der herved bliver Guds præeksistente Kristus, der, medens han levede på jorden i ringhed, udrettede undere (gik på vandet, stilnede stormen på Genezareth Sø, foretog exorcismer, helbredte syge og opvækkede døde). Efter hans død på korset, opstod han imidlertid fra de døde på tredjedagen, hvorefter han som opstanden i kødet færdedes med disciplene i Palæstina i 40 dage. Derefter for han til Himmels (Kristi Himmelfart), men inden havde han forsikret disciplene om, at de ikke skulle være ham foruden i lang tid, for hans genkomst (parusien) fra himlen var nært forestående.

Tolkningen af Jesus som Guds præeksistente Kristus bestemmer også de kristnes tolkning af GT, der i sin helhed tolkes som en profeti af Jesus som Guds præeksistente Kristus.

Til denne mytologiske tolkning af de nytestamentlige tekster har forskellige teologiske skoler gennem tiderne forholdt sig forskelligt.

Nogle bekender sig på mytologien. De tolker Biblens beretninger om inkarnationen, Kristi undere Kristi opstandelse og endelig Kristi genkomst ved tidernes ende med domfældelsen og etableringen af Det ny Jerusalem bogstaveligt. For dem er NTs beretninger egentlige historiske hændelser i fortid og fremtid. Den mytologiske tolkning forstår også lovens krav bogstaveligt. Dvs. den ser ikke loven som en række ideale og uopfyldelige krav, der skal frustrere menneskets tillid til sin egen vilje, så det tilslut må forlade sig på Kristus i stedet for sig selv. Loven har Gud givet, for at mennesket skal overholde den, og den enkeltes vilje til at efterleve den guddommelige lov bestemmer, hvordan det skal gå ham/hende ved domfældelsen.

Syndefaldet har derfor heller ikke karakter af skæbne i den mytologiske tolkning. Selvfølgelig er mennesket syndefaldent og som sådan disponeret for at trodse Gud og forfølge sit eget, men syndefaldet stikker alligevel ikke dybere, end at mennesket, hvis det virkelig strammer sig an og tror på Kristus, er i stand til at gøre det gode, som Gud kræver af mennesket.

For den mytologiske tolkning er livet på jorden en slags eksamen, hvor man i kraft af egen indsats kan kvalificere sig enten til nåden eller fortabelsen på dommens dag. Består man kommer man i Paradis sammen med Jesus Kristus, dumper man er man fortabt og må friste livet i det helvede, som hører de fortabte til. Den mytologiske tolknings orientering i tiden er derfor fremtiden, fordi ethvert jordisk anliggende i sidste instans må anskues i lyset af, om det bidrager til frelsen eller skubber en ud i fortabelsen.

Indre Mission, dele af grundtvigianismen og især Jehovas Vidner er eksempler på kristne i dag, der bekender sig på en mytologisk tolkning af Biblen. Sagligt set står den mytologiske tolkning stærkt. Den er i overensstemmelse med NTs selvforståelse. NT indledes med evangelielitteraturens beretning om inkarnationsunderet, og det slutter med Johannes Åbenbaring af, hvordan parusien og dommedag skal forløbe. Der er næppe heller nogen tvivl om, at også Paulus og de første kristne menigheder har tolket de nytestamentlige beretninger mytologisk og bogstaveligt, så livet primært drejede sig om at få del i Guds ånd, så de kristustroende kunne få del i Guds riges herlighed, når Jesus som Guds præeksistente Kristus realiserede parusiens under og Guds frelsesplan med mennesket.

Mange moderne teologer har imidlertid store problemer med at forholde sig til den mytologiske tolknings religiøsitet. Det der især støder an er fikseringen på dommedagen og dens begivenheder. Livet som kristen er for dem en eksistentiel udfordring, hvor man er forpligtet på i alt, hvad man gør og siger, at elske næsten i stedet for sig selv. Men denne kristendommens afgørende forudsætning er uforenelig med den mytologiske tolknings selvcentrerede opmærksomhed på, om man selv er på vej til frelsen eller fortabelsen. Den mytologiske tolkninger med sin selvoptagethed kristendommens væsen fremmed, for her interesserer man sig for næsten i stedet for sig selv. Disse teologer mener derfor, at dersom den mytologiske tolkning forhindrer mennesker i at høre evangeliet som Guds anklagende ord henvendt til den enkelte om, at han i sin eksistens forråder næsten til fordel for sig selv, så er den mytologiske tolkning gal, og så må NT derfor afmytologiseres.

Det var den tyske teolog Rudolf Bultmann, der i 1941 første gang formulerede kravet om, at NTs mytologiske stof skulle afmytologiseres, dvs. det mytologiske stof i NT skulle som resten af NT forstås som et personligt Guds ord henvendt til den enkelte i hans eksistens med næsten her og nu. Bultmann afviste i og for sig ikke mytologien, han mente blot, at den skulle tolkes eksistentielt.

Bultmanns tolkning af evangeliet som eksistentiel tiltale med krav om omvendelse har som sin forudsætning, at mennesket i forhold til Gud og næsten er ude af stand til at gøre det gode. Skal mennesket gøre det gode, må det fyldes af en kvalitativt forskellig virkelighed. Og det var efter Bultmanns tolkning af mytologien netop det, som Guds udvælgelse af Jesus som Kristus gav mulighed for. Jesus var som Kristus et paradoks, der i alt hvad han gjorde og sagde forargede mennesket i dets forstandighed. Han var uden for den menneskelige erfaring og derfor uforståelig. Og det skulle man jo så tro var et problem, men det var det i følge Bultmann slet ikke. Det var selve forudsætningen for, at en omvendelse af mennesket kunne finde sted, og det var derfor bare godt, at det var sådan. For havde Jesus som Kristus ikke i den grad været ubegribelig og til anstød for den menneskelige forstand og fornuft, ville hans ord, som de er bevaret i evangeliet, aldrig kunne blive til den dybe forargelse af forstanden, som var nødvendig for at mennesket i sin eksistens kunne omvende sig og forlade sig på Kristus og Gud i stedet for sig selv.

Når mennesker i nutiden tolkede mytologien på en måde, som var dens primære formål, at den enkelte skulle arbejde på sin egen frelse, så var mytologien blevet misforstået, for sådan havde det aldrig været tænkt af Jesus. Mytologien måtte derfor omtolkes, den måtte afmytologiseres, så det moderne menneske kunne høre, at Kristi ord om eskatologi, apokalypse, inkarnation, korsfæstelse, opstandelse i realiteten var et Guds ord henvendt til ham om, at han i sin eksistens her og nu med næsten måtte omvende sig, så han med Guds hjælp kunne opfylde lovens krav om at elske sin næste som sig selv.

Afmytologiseringen gør det nemmere for det moderne menneske at tolke evangeliets fremmedartede sprog og virkelighed, så han kan høre evangeliets oprindelige hensigt, at Jesus sætter den enkelte under personlig tiltale, så også det moderne menneske på trods af de mange år og den helt forskellige politiske og økonomiske situation finder sig selv sat under personlig tiltale og i samtidighedens situation med Kristus, så hans ord i dag som dengang kan udvirke omvendelsen.

Den tidsmæssige orientering i den afmytologiserede tolkning af evangeliet er øjeblikket. Det øjeblik, hvor Gud vælger at sætte mennesket under tiltale af sit ord, så dialogen mellem Gud og menneske kommer i gang og mennesket bliver opmærksom på sin uformåenhed i forhold til Guds krav til mennesket om omvendelse. Bultmann kaldte derfor sin teologi for dialektisk teologi, for situationen Gud og menneske imellem havde karakter af tiltale og samtale.

Den dialektiske teologi har det altså som sin forudsætning, at hvis ikke evangeliet kan tolkes individuelt og eksistentielt, reduceres det til en beretning om nogle fjerne og usandsynlige hændelser, der tilslører evangeliets ord som Guds krav til mennesket om, at det her og nu skal elske næsten i stedet for sig selv. Det er kristendom, og det er noget helt andet end den mytologiske tolknings selvoptagne overvejelser over, om man på den yderste dag vil blive frelst eller fortabes.

Den mytologiske tolkning er stærkt optaget af, hvad den historiske Jesus ved forskellige lejligheder gjorde og sagde, og den retfærdiggør ofte sine normative forskrifter ved at påberåbe sig Jesu adfærd. I modsætning hertil er den dialektiske teologi demonstrativt uinteresseret i den historiske Jesus. Det afgørende, das Dass, var og er, at denne Jesus som Guds Kristus forkyndte Guds ord, som det er bevaret i NT. Hvem den historiske Jesus var, das Was, og hvad han som en historisk person evt. kunne have tænkt eller gjort, har principielt ingen plads i den dialektiske teologi. Jesu ord og Jesu korsdød som et sonoffer for vore synders skyld er det eneste saliggørende og afgørende for den kristne i dag, der befinder sig i samtidighedens situation med Jesus Kristus.

Eksempler på afmytologisering

Biblen
Mytologisk tolket er bibelen beretningerne om, hvordan Gud i fortiden og fremtiden ved at gøre Jesus til Kristus har grebet og vil gribe ind i historien.
Afmytologiseret er Det nye Testamente som Guds ord et evigt aktuelt ord henvendt til den Kristustroende i nutiden. Det sætter den Kristustroende i nutiden i samtidighedens situation med Jesus Kristus. Jesu ord i evangeliet kan altså ikke kun forstås diakront, som kravet om at mennesker dengang skulle omvende sig, men de skal forstås synkront som et personligt henvendt krav løst fra tid og sted til den enkelte i nutiden om den øjeblikkelige omvendelse.